Kval

Kval

 

af Asta K. Svencionis

 

Jeg vidste godt, jeg kom for tidligt, men jeg kunne godt lide den der fornemmelse af at vente så tæt på det, jeg skulle, i stedet for at vente derhjemme. For det gør jeg meget. Hvis jeg skal noget klokken fire om eftermiddagen, venter jeg hele dagen op til, og det bliver endnu værre, hvis jeg skal noget om aftenen. Jeg stod altså dér og kunne mærke spændingen mellem os allerede, de små sitrende vibrationer, som om fingre så små som bladlus nev i min hud og mine blodkar. Jeg stirrede tomt på den dør, du ville komme ud af og havde det ligesom, når man ser noget vælte: Man ved, det kommer til at ske, men man ved også godt, at man ikke kan nå at gøre noget ved det.

 

Vi havde ikke snakket ret meget sammen før, vi blev enige om at drikke kaffe. Vi kunne godt lide hinanden, det finder man hurtigt ud af, tror jeg. Der er selvfølgelig også dem, der overrasker, men med dem har jeg det lidt ligesom med champignoner: Selvom jeg bedre kan lide dem nu, end da jeg var lille, kommer jeg aldrig rigtigt til at blive tryg ved dem. Dig var det lidt som om, jeg var tryg ved med det samme. Du havde sådan en fin lille taske over skulderen. Meget grøn, akkurat som bladene på en vintergæk. Du holdt i tasken med den ene hånd hele vejen hen til cafeen, og jeg har aldrig fundet ud af, om du var nervøs ved mig og derfor søgte noget, du kunne holde fast i for ikke at svæve væk, for sådan så det ud, eller om den bare havde en god længde til at hvile hånden på. Det er problemet med mig og min fantasi og dens spillen rundt om og -med andre mennesker.

 

Jeg kunne godt lide at holde øje med dine øjne, når du snakkede, og det var godt, at du snakkede så meget af dig selv, for ellers tror jeg, der havde været helt stille. Jeg holdt øje med, hvor du kiggede hen, hvad du kiggede på, og om du virkede bestemt eller usikker i din måde at bevæge øjnene på.

 

Du kiggede mig mest i øjnene og ikke så meget på andre ting, og det gjorde mig rolig, for så var der mindre at holde øje med, og jeg kunne være sikker på, at det var min opmærksomhed, du ville have. Men engang imellem flakkede dine øjne alligevel, når du ledte efter ord eller grinede af nogle af de få ting, jeg sagde. Det var, som om nogen trak i dem, tvang dem til siden, så du derefter måtte hive fat i dem igen for at få dem på plads.

 

Jeg bilder mig ind, at vi var vigtige for hinanden. Vi brugte mere og mere tid sammen, besøgte hinanden og seværdigheder i byen, som man normalt aldrig ser, når man er alene. I hvert fald ikke på samme måde. Jeg er gået gennem den samme park hver dag for at komme ned og handle, siden jeg flyttede i min lejlighed, men ham, der sidder hver anden dag på bænken, har aldrig været andet end ham på bænken. En statist i mit liv, hvor det ikke har nogen betydning for handlingen i stykket, hvis man kvæler dem, og derfor lader man være. Men nu var det som om jeg skulle forsvare alle disse ting, fordi det var min rute. Jeg blev meget mere opmærksom på hver lille detalje når du var med, fordi jeg ville se det med dine øjne og være sikker på, at der ikke var noget, du kunne dømme mig på. Noget der ville fremstille mig anderledes, end jeg ville. Ligesom hvis man introducerer nogen for ens yndlingsfilm og lige pludselig bliver bange for, om det er rigtigt, det man synes. Måske er plottet helt forkert skruet sammen og skuespillernes replikker en værre omgang klichéer, og det man før kunne relatere til forsvinder sammen med sympatien for hovedkaraktererne, når man viser det frem for en anden. Sådan havde jeg det, da jeg viste dig min park, men det havde jeg slet ikke behøvet.

 

Men så begyndte jeg at kvæle. Lige så langsomt.

 

Det startede en dag, hvor du havde en gul kjole på. Du stod i døråbningen og lyste op i eftermiddagssolen, og mens du talte, viklede du et tørklæde om dit hår, så det ikke skulle blive vådt i støvregnen. Du ville tage cyklen ned til en veninde. Du havde ikke boet i min lejlighed længe, vi havde knap nok fået alle dine ting på plads, og jeg kan ikke svare på, hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Måske var jeg skuffet over, at du ikke ville sidde og læse avisen med mig. Eller over at du ikke, ligesom jeg, var ivrig efter at putte dine bøger ind i bogreolen eller planlægge næste uges madplan. Du havde været hjemme hele ugen, men alligevel blev jeg fortørnet over, at du ville ned til en veninde, når det betød, at du ville efterlade mig alene derhjemme.

 

Måske havde tingene været anderledes, hvis du selv havde reageret anderledes. Hvis du havde sagt fra, men du lod mig bare sidde der og være tvær, mens dine fødder trampede i pedalerne, og din mund smilede og grinede med din veninde, og dine tanker tænkte på andre ting end mig. Jeg tænkte kun på dig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

 

Den følelse fortsatte hos mig, mens vi gled længere og længere fra hinanden, som jeg kvalte dig mere og mere. Da du var næsten livløs, flyttede vi ud til en landejendom. Du havde en rød kjole på den dag, vi flyttede ind, og jeg mærkede, at jeg elskede dig mere det nye sted. Men det var som om, det ikke var gengældt. Når du skulle forbi mig, aede du mig ikke længere på armen. Når jeg kiggede dig i øjnene, kiggede du hurtigt væk, som om du ikke kunne lide det, du så, eller som om dine øjne havde vigtigere ting at tage sig til. Jeg ville flytte, så vi ikke skulle have andre end hinanden for øje. Jeg ville bryde gennem den skal, du havde fået af alle kvælningerne, men når det endelig lykkedes, var du som hårdkogt indeni, og jeg måtte opgive at nå ind til blommen. Dine træk var blevet langsommere, mere ugidelige, meningsløse.

 

Og så kvalte jeg dig helt.

 

Landejendommen uden dig var tom og mærkelig. Hul, nærmest. Men jeg var ikke ensom, og det var det mærkelige ved det, men selvom du ikke var der, var du alligevel i hele min krop. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for ikke at tænke på dig, men du trak i mine tanker fra alle sider. Mine fingre gjorde alt, de kunne, for at søge noget, der mindede om dig. Hvis jeg rørte bordpladen i køkkenet ganske let, var det næsten som at ae din håndryg en kold vinterdag. Hvis jeg sad med en kuglepen i hånden, skulle jeg anstrenge mig for ikke at skrive dit navn eller tegne din silhuet. Selv mine ben tænkte på dig. Jeg begyndte at gå som dig. Men det værste var tankerne. Dag og nat blev jeg forfulgt af ikke kun de smukke, men også de grimme, de grusomme, om rebet om din hals, dine dinglende fødder, regnvejret, der havde gjort dit hår vådt, og som gjorde mit hår vådt. Som jeg stod der og kiggede uforstående på dig og gik i stykker indeni og blev ligeså hul som huset.

 

Jeg begyndte at snakke med dig igen. Du havde indtaget min krop og fyldt det hulrum, jeg var, ligesom dengang, du udfyldte hullet i mit bryst, lige da vi mødte hinanden. Jeg lavede egentlig stort set de samme ting som før, og jeg lavede min egen lille tidsboble derude i huset langt ude på landet. Jeg gik i det samme tøj, vaskede også dit tøj, selvom du i realiteten slet ikke havde haft det på og fyldte hver uge nye blomster i vasen på dit værelse, selvom man ville kunne sige, at du ikke rigtig kom der mere. Hvis man ville. Men jeg blev ikke ensom.

Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide at ligge op ad noget, så jeg flyttede sengen ind til væggen, så jeg kunne ligge op ad dén, og så føltes det næsten som at du lå ved siden af mig igen. Jeg besluttede at det ville være en god idé at finde alle de billeder, jeg havde af dig og klistre dem op på væggen som én stor collage, og så fandt jeg ud af, at jeg kunne tage mit yndlingsbillede og tegne efter din silhuet på hver enkelt klinke i køkkenet, så det på afstand lignede dig, men så det også helt tæt på lignede dig.

Og mens jeg sad der og tegnede på den sidste klinke i køkkenet, bankede du på døren, og det var jo fjollet, for du kunne bare gå ind. Du havde den røde kjole på og var cyklet herud. Dit hår var vådt af regnen, og pludselig stod det ned, og jeg lukkede dig ind, så du ikke skulle stå der og fryse med den der underlige pakke i hånden, som du blev ved med at række hen i mod mig. Men jeg så dig for mig hænge dér i regnen, jeg hørte mit eget skrig igen, så mine arme bære dig ned, men du var fuldstændig kold og stiv, og jeg hulkede mod dit bryst. Og så begyndte jeg at bore mine fingre ind i din hals som du stod der i min entre med pakken rakt i strakt arm ud foran dig, og jeg kunne se panikken i dine øjne, men jeg kunne ikke få mine hænder til at stoppe, for de var vrede. Du havde forladt mig. De borede og klemte, og jeg så hvordan sløret faldt nedover dine øjne og dine bevægelser blev langsomme og din stemme mistede sin klang. Du faldt mod gulvet og jeg kunne ikke holde dig mere, og så lå du der i den røde kjole med pakken i hånden. Jeg tog den, så mit navn på adressesedlen udenpå og jeg flåede det brune papir af.

Det var tuscher, der kunne tegne på klinker, som jeg havde ringet til butikken i byen og bedt dem om at sende nogle flere af.