14.09.17: Deadline for OPEN CALL – mosaikk #6 illusioner

Senest kl. 23.59, på redaktion@mosaikk.dk

Temaet for sjette udgivelse af mosaikk er: illusioner

Illusioner kan være sprogligt forankrede eller sansebedrag. Illusioner kan samtidig også være indbildninger, vi bilder os selv ind eller som andre fører os bag lyset med. De kan være identitetsskabende, samfundsopretholdende, overraskende, visuelle og kunstneriske, bedragende og til tider endda absolut nødvendige. Kort sagt kan illusioner komme til udtryk på mange forskellige måder og kun fantasien sætter grænser for tolkningen af dette begreb.

Om dit bidrag bygger en illusion op, udlægger den eller prøver at pille den fra hinanden, så glæder vi os på redaktionen til at læse det! Og bare rolig, dit bidrag vil blive gennemgået af to omgange af vores redaktører, der hjælper dig med at rette det til og giver respons på det, så dit indsendte bidrag behøves ikke være helt og aldeles færdig og fejlfrit, når du sender det ind.

Vi modtager:

– Akademiske artikler (2-5 normalsider, plus et kort abstract eller en beskrivelse af, hvordan dit bidrag helt konkret relaterer sig til temaet)

– Kunstneriske bidrag indenfor alle genrer (billedkunst, foto, lyd, lyrik osv.), med en linje eller to til redaktionen om, hvorfor det er tematisk relevant.

Det eneste krav til de indsendte bidrag er, at de relaterer sig til det kunstneriske og kulturelle, der er fundamentet for mosaikk og instituttet, det udspringer fra, og at dette tydeligt fremgår i bidraget.