Upload dit bidrag under ‘Send os dit bidrag’ eller send dit bidrag til redaktion@mosaikk.dk senest d. 25. september 2020 kl. 23.59!
Temaet er MYTISK
Så er det blevet efterår, hvilket betyder det endelig er tid til at indsende bidrag til mosaikk #12, der har fået temaet “Mytisk”.
Hvad indebærer det at være mytisk? Myterne er et ophøjet sted, vi placerer ting, der har lagt fundamentet for vores kultur, og stadig giver ekko til denne dag. Men det er også et stempel vi sætter på utroværdige skrøner, der er for fantastiske til at være historiske. Historier, symboler og karakterer samles i mytologier, der danser på grænsen mellem fakta og fiktion, og fortæller historien om en tid, et folk, en verden fjernt fra vores. Men hvad med nutiden? Der er nogen, der vil mene, at der findes en mytologi omkring steder, vi alle færdes, og om steder de fleste ikke må kaste blikket på. Er myter, hvad vi opfinder, når vi ikke selv kan se, hvad der sker bag de lukkede døre? Menneskene, vi kender, kan også være mytiske, både levende og døde, bag døren eller ude i lyset. Men skal de være en del af en mytologi for at være mytiske? Findes der en sammenhængende moderne mytologi? Myte er ofte antonym til sandhed, så måske er en moderne mytologi bare en ophøjet løgn. Men er oldtidens myter det så ikke også? Eller er myter noget vi skaber for at pynte på en sandhed, der ofte er for flad til at acceptere?
Måske kommer helt andre tanker til dig, når du læser ordet mytisk? Vis det i dit bidrag.
Helt praktisk er vi åbne over for alle former for bidrag: visuel kunst, akademiske artikler, essays, poesi, prosa, interviews, lyd, video – måske endda noget vi ikke engang har overvejet endnu. Skriver du en akademisk artikel, modtager vi typisk 2-5 normalsider plus et kort abstract om, hvorfor eller hvordan dit bidrag relaterer sig til temaet. Sender du et kunstnerisk bidrag, så tilføj en linje eller to om bidragets tematiske relevans.
Det eneste krav til de indsendte bidrag er, at de relaterer sig til det kunstneriske og kulturelle, der er fundamentet for mosaikk og IKK, og det kommende nummers tema, mytisk. Og at dette tydeligt fremgår i bidraget.
På trods af at magasinet har til huse på Københavns Universitet, er det frit for alle at indsende bidrag!
Det er en af vores redaktionelle praksis, at alle tekstbidrag gennemgår en redigeringsproces, og vi vil derfor bede eventuelle bidragsydere skabe tid til en workshop i midten af oktober måned.
Vi glæder os til at læse jeres bidrag!
Kærlig hilsen redaktionen!